Amina [ikke hendes rigtige navn], er 17 år og har boet på et anbringelsessted i et år og to måneder. Amina er født og opvokset i Danmark, men hendes forældre kommer oprindeligt fra Somalia.

Hun blev for lidt over et år siden tvangsfjernet fra sit hjem. Det skete et halvt år efter, at hun havde talt med en sagsbehandler om sine problemer. ”Min far og mor kunne ikke leve sig ind i forældrerollen. De slog mig og havde selv problemer. Så jeg kontaktede en sagsbehandler i oktober og blev tvangsfjernet fra min familie i marts måned,” beretter Amina.

“Det var en stor lettelse at komme et sted hen, hvor nogen lyttede til hvad jeg sagde. Derhjemme var mine forældre ikke i stand til at være der for mig, eller leve sig ind i hvordan jeg havde det. Selvfølgelig er det ikke altid nemt at bo sammen med flere andre piger, som også har deres problemer, men jeg føler virkelig, at jeg kan være mig selv.”

Fokus på uddannelse

‍Amina går på en privat overbygningsskole og begynder efter sommerferien på Handelsskolens Grundforløb. Amina har helt styr på sin fremtid: Først folkeskolen, så handelsskolen, dernæst et sabbatår og så en uddannelse til indretningsarkitekt ”Før jeg flyttede ind på opholdsstedet, gik jeg i den almindelige folkeskole. På opholdsstedet var jeg først et halvt år på den dagskole, som er knyttet til opholdsstederne, men jeg ville gerne have et højere niveau. Jeg havde brug for strammere regler, og at der blev stillet krav til mig, derfor kæmpede jeg selv for at komme ind på en anden skole og fik lov til det,” siger Amina.

Hun begyndte i en ny klasse og fik nye skolekammerater. Nu har hun gennemført sine skriftlige eksamener og fortsætter med de mundtlige. Karaktererne kommer først senere, men Lena har allerede fået besked om, at hun er optaget på Handelsskolens Grundforløb.

Fritid

Amina synes, det er rart, at se andre mennesker til dagligt end pigerne, som hun bor sammen med. Ved siden af skolegangen arbejder hun på en burgerbar, hvor hun synes godt om, at der er kolleger af begge køn. På sin arbejdsplads ser hun også nogle af sine klassekammerater, som kigger ind på burgerbaren og hilser på.

Ellers går hun og skolekammeraterne i fritiden ud og shopper eller på café sammen. ”I min fritid træner jeg også i fitness centret,” siger Amina, som ser frem til snart at kunne flytte ud i egen lejlighed.

Handelsskole forude

Først praktik, så et sabbatår På handelsskolen tager Amina først et år med teori og derefter går hun to år i praktik. ”Jeg går meget op i indretning og vil gerne i praktik som dekoratør. Derefter vil jeg læse til indretningsarkitekt. Hvordan uddannelsen hænger sammen, finder jeg ud af til den tid,” siger hun.

Men når Amina har afsluttet praktikken som dekoratør, vil hun tage et sabbatår først, før hun fortsætter med at uddanne sig videre. Et år, hvor hun forventer at arbejde fuld tid på den burgerbar, hvor hun har fritidsjob, og derefter at tage ud at rejse. ”Jeg været på sommerferie og skiferie forskellige steder i Europa med opholdsstedet – og i sabbatåret vil jeg bare rejse og have det godt.”

*For at beskytte pigens identitet optræder hun under dæknavn i interviewet.

‍

På Safehouse Jylland bor både danske piger og piger med minoritetsbaggrund. Fælles for dem er, at de har brug for at opbygge selvværd, tillid til sig selv og at genvinde tilliden til voksne.

“Pigerne har mødt så mange brudte relationer i deres liv, så de nu er i tvivl om, hvem de kan og tør stole på – og hvem, der vil blive hos dem,” siger afdelingslederen på stedet.

Finder ly og sikkerhed‍

“Når det gælder pigerne med minoritetsbaggrund, er målet, at de skal blive i stand til at klare sig i det danske samfund. De er vant til at blive fjernstyret af familien og skal nu lære, at der også er rammer her, men at de selv har ansvaret for at styre tingene,” understreger afdelingslederen.

“Vi har haft mange forskellige slags piger boende her.  Nogle har været udsat for stærk negativ social kontrol og krav om blandt andet tvangsægteskab. Piger, som er i risiko for at blive sendt på opdragelsesrejser og piger, som er i fare for æresdrab kan finde ly på opholdsstedet. Her kan pigerne lære, hvordan man lever og hvilke normer og regler, der gælder.”

“Piger fra etniske minoritetskulturer, som bor her, er ofte ikke vant til at blive talt med. De er ikke særligt oplyste og har vanskeligt ved at finde ud af, hvordan de skal opføre sig uden stramme regler og kontrol udefra,” fortæller hun.

Pigerne er dybt loyale overfor deres familie, og nogle vender ifølge afdelingslederen tilbage til den – til kontrol og tæsk – fordi de ikke kan håndtere det nye liv.

Ingen kontakt ud ad til‍

For at være i sikkerhed skifter pigerne navn og slipper kontakten med familie og tidligere venner. “De har ingen telefon, ingen Facebook, ingen kontakt til søskende og må leve med, at de ikke kan stole på nogen,” beretter afdelingslederen.

Pigerne værner også om hinanden. “Jeg har aldrig oplevet, at en af de andre piger har afsløret noget. De er fuldstændigt loyale overfor de som er her på grund af negativ social kontrol.”

Lærer at tale dansk‍

Nogle af pigerne, har ringe kundskaber i dansk. Stedet har derfor en underviser, som tidligere har arbejdet for Røde Kors. “Han kommer her og underviser i dansk. Vi finder hele tiden alternativer til udfordringerne i hverdagen,” siger afdelingslederen.

En anden opgave for stedet kan være, at kommunen i den individuelle handleplan anbefaler, at en pige skal i udredning, til terapi eller til psykolog.

En anerkendende tilgang‍

Hun er afdelingsleder for otte ansatte, hvoraf tre er pædagoger og de øvrige repræsenterer en bred vifte af faggrupper med adskillige års erfaring med arbejdet på anbringelsessteder.

Afdelingslederen beskriver kernemålet for arbejdet således: “Vi vil gøre pigerne til stærke og sunde voksne mennesker, som er i stand til at klare sig selv – og som kan slippe deres negative sociale arv.”

Opholdsstedet belønner den positive indsats – anerkender pigerne så meget som muligt for alt, hvad det er muligt at rose. “Pigerne har stort set aldrig fået at vide, at de er gode nok. Vi lærer dem, at fortiden kan man ikke gøre så meget ved, men vi kan selv bestemme og styre vores egen fremtid,” understreger afdelingslederen.

Aktivitet og nye udfordringer‍

Gruppen af etnisk danske piger har brug for at lære sociale færdigheder. Nogle er dybt omsorgssvigtede piger med social angst. Andre har været udsat for incest eller andre overgreb fra voksne og er fyldt med vrede.

“Vreden overskygger alt andet. Pigerne har meldt sig ud af alt, og de har vanskeligt ved at komme videre i livet. Når pigerne med social angst først grounder her, så ville de helst være her 24 timer i døgnet hele ugen,” siger afdelingslederen. Derfor tager opholdsstedet pigerne med ud til så mange aktiviteter som muligt. “Vi ruster dem også ret godt gennem ture både i Danmark og i udlandet.

Plan for at handle‍

Hver pige har sin handleplan, som en sagsbehandler står for. Pigerne inddrages i deres egen plan, og de har hver sin kontaktperson, som de holder et ugentligt møde med. På mødet bliver planen evalueret. “Vi taler om pigernes liv indtil nu, om hvilke udfordringer de har, og hvad der skal arbejdes med fremover. Vi taler også om skolen, fritiden og kærester. Om alle aspekter af den unges liv,” siger afdelingslederen.

De fleste af pigerne har svært ved at følge regler og normer. De har vanskeligt ved at gå i en almindelig folkeskole. Derfor går de på et særligt skoletilbud, som er tilknyttet opholdsstederne, hvor de er sammen med ligestillede. “Pigerne er bange for at tabe ansigt og har vanskeligt ved at tro på sig selv. Nogle har også svært ved at fastholde noget og for eksempel være i praktik i 14 dage,” nævner hun.

Walk and talk‍

Ofte er en gåtur eller en køretur en anledning til en fortrolig en til en-snak. “Vi benytter os af mentalisering, som går ud på at forstå den unges adfærd og sætte sig i deres sted. Det vil sige, at vi ser situationen ud fra pigernes perspektiv samtidigt med, at vi holder fast i os selv,” forklarer afdelingslederen. Hun understreger, at personalet aldrig bærer nag til en pige. Ved forsøg på konfrontation en til en – mellem en ung og en voksen – melder den voksne fra og går. – Vi siger: ”Nu skal vi ikke tale sammen, men kom tilbage, når du er faldet ned igen”. Pigerne kan altid komme igen og tale med os – og vi smider aldrig nogen ud. Aldrig!

De unge har fordel af en blandet personalegruppe. Derfor har vi medarbejdere fra etniske minoritetskulturer. For de unge er også en blandet gruppe, med forskellige behov og interesser. Det siger den unge vikar og pædagogmedhjælper Rosa, som selv har boet på et opholdssted. [Rosa er ikke hendes rigtige navn.]

Rosa vikarierer som pædagogmedhjælper på to opholdssteder, hvor hun selv tidligere har boet på det ene. “Min afdelingsleder har været min pædagog, og nu er hun min kollega. Allerede som 16-årig ville jeg gerne arbejde her og sagde, at jeg nok skulle blive leder en dag. Det er lidt som at komme hjem igen at være ansat her,” siger hun.

Ved siden af sine vikariater er Rosa ansat på sjette år handicaphjælper for en lille pige med en dødelig sygdom.  “Jeg har tænkt mig at læse til pædagog eller sygeplejerske. Men jeg kan ikke slippe min pige. Så længe hun er her endnu, venter jeg med at gå i gang med en uddannelse.”

Familiens ære

På opholdsstedet kan Rosa bruge sig selv som eksempel overfor piger, der blandt andet har selvmordstanker og er selvskadende. “Vi har en, som skærer i sig selv. Hun synes ikke, at nogen forstår hende. Jeg kan sige; Jo, jeg har været der selv. Der ér en lys side, og du skal også nok få en fremtid.”

Rosas kulturelle baggrund betyder, at hun har indsigt i hvilke udfordringer de piger der har været udsat for negativ social kontrol står over for: “Jeg ved, hvordan det er, når man er styret af sine forældre. At man har skyldfølelse, fordi man nødigt vil gøre forældrene kede af det og helst vil gøre alt for, at de skal være tilfredse med en. Det er aldrig rart, når familien ’kaster sko efter en’. Altså, at man bliver anklaget for at krænke familiens ære og udsat for trusler på livet.”

Splittet mellem to kulturer

I 1992 invaderede Irak Kuwait, hvor Rosas familie boede. Da hun var 7 år gammel, ankom hun til Danmark som uledsaget flygtningebarn og blev anbragt på børnehjem. Senere blev hun flyttet til en plejefamilie, hvor det gik knap så godt.

I mellemtiden var hun fyldt 12 år, og hendes mor var også ankommet til Danmark. Så Rosa stak af fra plejefamilien og flyttede ind hos sin mor. “Men jeg var blevet for dansk for hende, og det gik helt galt. Jeg var splittet mellem dansk kultur og arabisk kultur – og fik det psykisk dårligt. Jeg føler mig dansk, men sammen med danskere, mærker jeg alligevel, at min baggrund er anderledes,” siger Rosa. Hun blev stillet overfor krav om at følge traditionen med at forældrene skulle vælge en god mand til hende, men hun nægtede.

Rent koks

Som 14-årig blev hun tvangsfjernet fra sin mor og kom til at bo på opholdsstedet, som blev hendes hjem i de kommende fire år. Men når en ung fylder 18 år, er det slut, med mindre han eller hun kommer i det såkaldte efterværn frem til det 23. år. “Månederne op til, at jeg skulle flytte, var rent koks. Jeg var bange og nervøs, var ikke klar til at flytte ud og kunne ikke overskue noget som helst,” husker hun.

Næste trin var en lejlighed ude i byen for sig selv og et studie på Social- og Sundhedsskolens grundforløb. “Men på grund af traumer fra min barndom, havde jeg mareridt om natten, og havde vanskeligt ved at fortsætte uddannelsen. I stedet blev jeg bartender på et diskotek, og gennem en kollega hørte jeg så om jobbet som handicaphjælper, som jeg søgte og fik,” beretter Rosa.

Selvom hun var flyttet fra opholdsstedet, kunne hun stadig komme på besøg, overnatte i weekenden og tage med i sommerhus som gæst. “Det var rigtig godt, at de stadig holdt fast i mig. Jeg blev ved med at være i kontakt med stedet og blev også inviteret med til alle opholdsstedets arrangementer.”

“Nu er jeg glad for at kunne bidrage med min viden og erfaringer, både som tidligere anbragt her, og som medarbejder fra en etnisk minoritetskultur.”

‍