På Safehouse Jylland bor både danske piger og piger med minoritetsbaggrund. Fælles for dem er, at de har brug for at opbygge selvværd, tillid til sig selv og at genvinde tilliden til voksne.

“Pigerne har mødt så mange brudte relationer i deres liv, så de nu er i tvivl om, hvem de kan og tør stole på – og hvem, der vil blive hos dem,” siger afdelingslederen på stedet.

Finder ly og sikkerhed‍

“Når det gælder pigerne med minoritetsbaggrund, er målet, at de skal blive i stand til at klare sig i det danske samfund. De er vant til at blive fjernstyret af familien og skal nu lære, at der også er rammer her, men at de selv har ansvaret for at styre tingene,” understreger afdelingslederen.

“Vi har haft mange forskellige slags piger boende her.  Nogle har været udsat for stærk negativ social kontrol og krav om blandt andet tvangsægteskab. Piger, som er i risiko for at blive sendt på opdragelsesrejser og piger, som er i fare for æresdrab kan finde ly på opholdsstedet. Her kan pigerne lære, hvordan man lever og hvilke normer og regler, der gælder.”

“Piger fra etniske minoritetskulturer, som bor her, er ofte ikke vant til at blive talt med. De er ikke særligt oplyste og har vanskeligt ved at finde ud af, hvordan de skal opføre sig uden stramme regler og kontrol udefra,” fortæller hun.

Pigerne er dybt loyale overfor deres familie, og nogle vender ifølge afdelingslederen tilbage til den – til kontrol og tæsk – fordi de ikke kan håndtere det nye liv.

Ingen kontakt ud ad til‍

For at være i sikkerhed skifter pigerne navn og slipper kontakten med familie og tidligere venner. “De har ingen telefon, ingen Facebook, ingen kontakt til søskende og må leve med, at de ikke kan stole på nogen,” beretter afdelingslederen.

Pigerne værner også om hinanden. “Jeg har aldrig oplevet, at en af de andre piger har afsløret noget. De er fuldstændigt loyale overfor de som er her på grund af negativ social kontrol.”

Lærer at tale dansk‍

Nogle af pigerne, har ringe kundskaber i dansk. Stedet har derfor en underviser, som tidligere har arbejdet for Røde Kors. “Han kommer her og underviser i dansk. Vi finder hele tiden alternativer til udfordringerne i hverdagen,” siger afdelingslederen.

En anden opgave for stedet kan være, at kommunen i den individuelle handleplan anbefaler, at en pige skal i udredning, til terapi eller til psykolog.

En anerkendende tilgang‍

Hun er afdelingsleder for otte ansatte, hvoraf tre er pædagoger og de øvrige repræsenterer en bred vifte af faggrupper med adskillige års erfaring med arbejdet på anbringelsessteder.

Afdelingslederen beskriver kernemålet for arbejdet således: “Vi vil gøre pigerne til stærke og sunde voksne mennesker, som er i stand til at klare sig selv – og som kan slippe deres negative sociale arv.”

Opholdsstedet belønner den positive indsats – anerkender pigerne så meget som muligt for alt, hvad det er muligt at rose. “Pigerne har stort set aldrig fået at vide, at de er gode nok. Vi lærer dem, at fortiden kan man ikke gøre så meget ved, men vi kan selv bestemme og styre vores egen fremtid,” understreger afdelingslederen.

Aktivitet og nye udfordringer‍

Gruppen af etnisk danske piger har brug for at lære sociale færdigheder. Nogle er dybt omsorgssvigtede piger med social angst. Andre har været udsat for incest eller andre overgreb fra voksne og er fyldt med vrede.

“Vreden overskygger alt andet. Pigerne har meldt sig ud af alt, og de har vanskeligt ved at komme videre i livet. Når pigerne med social angst først grounder her, så ville de helst være her 24 timer i døgnet hele ugen,” siger afdelingslederen. Derfor tager opholdsstedet pigerne med ud til så mange aktiviteter som muligt. “Vi ruster dem også ret godt gennem ture både i Danmark og i udlandet.

Plan for at handle‍

Hver pige har sin handleplan, som en sagsbehandler står for. Pigerne inddrages i deres egen plan, og de har hver sin kontaktperson, som de holder et ugentligt møde med. På mødet bliver planen evalueret. “Vi taler om pigernes liv indtil nu, om hvilke udfordringer de har, og hvad der skal arbejdes med fremover. Vi taler også om skolen, fritiden og kærester. Om alle aspekter af den unges liv,” siger afdelingslederen.

De fleste af pigerne har svært ved at følge regler og normer. De har vanskeligt ved at gå i en almindelig folkeskole. Derfor går de på et særligt skoletilbud, som er tilknyttet opholdsstederne, hvor de er sammen med ligestillede. “Pigerne er bange for at tabe ansigt og har vanskeligt ved at tro på sig selv. Nogle har også svært ved at fastholde noget og for eksempel være i praktik i 14 dage,” nævner hun.

Walk and talk‍

Ofte er en gåtur eller en køretur en anledning til en fortrolig en til en-snak. “Vi benytter os af mentalisering, som går ud på at forstå den unges adfærd og sætte sig i deres sted. Det vil sige, at vi ser situationen ud fra pigernes perspektiv samtidigt med, at vi holder fast i os selv,” forklarer afdelingslederen. Hun understreger, at personalet aldrig bærer nag til en pige. Ved forsøg på konfrontation en til en – mellem en ung og en voksen – melder den voksne fra og går. – Vi siger: ”Nu skal vi ikke tale sammen, men kom tilbage, når du er faldet ned igen”. Pigerne kan altid komme igen og tale med os – og vi smider aldrig nogen ud. Aldrig!