De unge har fordel af en blandet personalegruppe. Derfor har vi medarbejdere fra etniske minoritetskulturer. For de unge er også en blandet gruppe, med forskellige behov og interesser. Det siger den unge vikar og pædagogmedhjælper Rosa, som selv har boet på et opholdssted. [Rosa er ikke hendes rigtige navn.]

Rosa vikarierer som pædagogmedhjælper på to opholdssteder, hvor hun selv tidligere har boet på det ene. “Min afdelingsleder har været min pædagog, og nu er hun min kollega. Allerede som 16-årig ville jeg gerne arbejde her og sagde, at jeg nok skulle blive leder en dag. Det er lidt som at komme hjem igen at være ansat her,” siger hun.

Ved siden af sine vikariater er Rosa ansat på sjette år handicaphjælper for en lille pige med en dødelig sygdom.  “Jeg har tænkt mig at læse til pædagog eller sygeplejerske. Men jeg kan ikke slippe min pige. Så længe hun er her endnu, venter jeg med at gå i gang med en uddannelse.”

Familiens ære

På opholdsstedet kan Rosa bruge sig selv som eksempel overfor piger, der blandt andet har selvmordstanker og er selvskadende. “Vi har en, som skærer i sig selv. Hun synes ikke, at nogen forstår hende. Jeg kan sige; Jo, jeg har været der selv. Der ér en lys side, og du skal også nok få en fremtid.”

Rosas kulturelle baggrund betyder, at hun har indsigt i hvilke udfordringer de piger der har været udsat for negativ social kontrol står over for: “Jeg ved, hvordan det er, når man er styret af sine forældre. At man har skyldfølelse, fordi man nødigt vil gøre forældrene kede af det og helst vil gøre alt for, at de skal være tilfredse med en. Det er aldrig rart, når familien ’kaster sko efter en’. Altså, at man bliver anklaget for at krænke familiens ære og udsat for trusler på livet.”

Splittet mellem to kulturer

I 1992 invaderede Irak Kuwait, hvor Rosas familie boede. Da hun var 7 år gammel, ankom hun til Danmark som uledsaget flygtningebarn og blev anbragt på børnehjem. Senere blev hun flyttet til en plejefamilie, hvor det gik knap så godt.

I mellemtiden var hun fyldt 12 år, og hendes mor var også ankommet til Danmark. Så Rosa stak af fra plejefamilien og flyttede ind hos sin mor. “Men jeg var blevet for dansk for hende, og det gik helt galt. Jeg var splittet mellem dansk kultur og arabisk kultur – og fik det psykisk dårligt. Jeg føler mig dansk, men sammen med danskere, mærker jeg alligevel, at min baggrund er anderledes,” siger Rosa. Hun blev stillet overfor krav om at følge traditionen med at forældrene skulle vælge en god mand til hende, men hun nægtede.

Rent koks

Som 14-årig blev hun tvangsfjernet fra sin mor og kom til at bo på opholdsstedet, som blev hendes hjem i de kommende fire år. Men når en ung fylder 18 år, er det slut, med mindre han eller hun kommer i det såkaldte efterværn frem til det 23. år. “Månederne op til, at jeg skulle flytte, var rent koks. Jeg var bange og nervøs, var ikke klar til at flytte ud og kunne ikke overskue noget som helst,” husker hun.

Næste trin var en lejlighed ude i byen for sig selv og et studie på Social- og Sundhedsskolens grundforløb. “Men på grund af traumer fra min barndom, havde jeg mareridt om natten, og havde vanskeligt ved at fortsætte uddannelsen. I stedet blev jeg bartender på et diskotek, og gennem en kollega hørte jeg så om jobbet som handicaphjælper, som jeg søgte og fik,” beretter Rosa.

Selvom hun var flyttet fra opholdsstedet, kunne hun stadig komme på besøg, overnatte i weekenden og tage med i sommerhus som gæst. “Det var rigtig godt, at de stadig holdt fast i mig. Jeg blev ved med at være i kontakt med stedet og blev også inviteret med til alle opholdsstedets arrangementer.”

“Nu er jeg glad for at kunne bidrage med min viden og erfaringer, både som tidligere anbragt her, og som medarbejder fra en etnisk minoritetskultur.”

‍